work

Innovasjon Norge
Mikro-influenter cykler for Norge

Visit Norway er i luften med en billedskøn kampagne, der skal få flere danskeres øjne op for fjeldlandet som cykel-destination ved hjælp af mikro-influenter. MediaCom Beyond Advertising har eksekveret. Se med her.

Der er mange inkarnerede motionscyklister i Danmark, som hvert år valfarter til Sydeuropa for at prøve kræfter med de bratte stigninger, vi herhjemme ellers kun stifter bekendtskab med, når vi ser rytterne slide sig frem i bjergene i Tour de France, Giro d’Italia eller i den spanske Vuelta på TV.

Men hvorfor drage mod syd, når man kan drage mod nord? spørger den norske pendant til VisitDenmark, VisitNorway, i en ny influencerbåren kampagne, som MediaComs kreative enhed, MediaCom Beyond Advertising (MBA), har skabt.

For netop fjeld-Norges op-ad-bakke veje er både snoede og stiger mod på 20 pct., så der er masser af appeal.

– Danske motionsryttere er passionerede – og tager ofte sydpå for at cykle. Norge er ukendt terræn for dem, og vi ser et kæmpe-potentiale i at få skabt Norge som cykel-destination – understøttet af de rå natur og udfordrende veje, siger Thomas Kær Mahler, der er International Projektleder i VisitNorway.

Mikro-influenter batter

I kampagnen fungerer en håndfuld danske ryttere fra den københavnske afdeling af Rapha Cycle Club derfor som øjenåbnere (og influenter), da de cyklede en tur i fjeldlandskabet i selskab med to biler og en drone.

Resultatet kunne opleves undervejs på turen, hvor det blev til næsten 100 SoMe-historier fra rytterne, som opnåede et stort organisk reach.

Siden er fulgt tre teaser-film og en film med hhv. dansk og engelsk speak, der netop er blevet lagt ud.

En regulær billedbank fra både rytterne og MBA var til rådighed, før videoerne kom ud, og billederne er ikke kun delt af rytterne selv, men også af en række anerkendte cykel-communities.

Det er ifølge Lotte Hauge, Content Strategist i MBA, netop influenternes autencitet kombineret med en høj production value, leveret af det medrejsende filmhold fra MBA, der forløser de rå omgivelser.

– Mikro-influenter har 2.000 følgere i snit. Det er ikke stort, men det er spot-on. Cykling er et fokusområde for VisitNorway, og Rapha-rytterne går i sporten og i gearet – og i at prøve nye ting. Og det er endnu ikke så udbredt med tips, debatfora eller guides om Norge som cykelland, siger hun.

Satser endnu mere på influencers

Influencers er ikke helt nyt for VisitNorway, men noget, turistorganisationen arbejder med “i højere og højere grad”, fortæller Thomas Kær Mahler:

– Med denne indsats har vi hævet barren betydeligt i forhold til tidligere kampagner, og det kan bl.a. ses på billedsiden og udbredelsen. Influenter er en kilde til tillid blandt forbrugerne, og vi fokuserer på det, fordi gode råd og anbefalinger fra andre er i særlig høj kurs blandt rejsende. Denne marketingdisciplin åbner nye muligheder for os i form af et mere direkte og stærkere forhold til forbrugerne, siger Thomas Kær Mahler og tilføjer: “Landevejsryttere er en niche – men de fungerer som en spæd, men effektiv start til VM i landevejscykling, der i år foregår i Bergen, i september.”

Men influenter rummer vel også en vis portion usikkerhed?

– Ja, med influencer-marketing kender du ikke slutproduktet, før du når dertil – du kan kalde det en solidt funderet mavefornemmelse, siger Thomas Kær Mahler.

Mavefornemmelse i 2017, hvor alt kan måles og vejes?

– Ja, og funderet på en grundig research, hvor du sætter dig ind i influenterne – hvem er de, hvad går deres platform ud på, deres målgruppe, følgerskare og tidligere erfaringer. Læg dertil vores gode samarbejde med bureauet og den begejstring, som rytterne modtog vores tilbud med.

– Og så har vi i Fjord Norge et godt produkt, som vi “blot” skal få landevejsryttere til at se og prøve. Så vi var på den måde rolige, allerede før rytterne havde trådt de første meter, siger Thomas Kær Mahler.

Next
Data-blanding booster bio-salg
Previous
Influencer-kampagne gav pote